Al det praktiske og upraktiske

Her kan du finde svar på mange spørgsmål

Fælleskabet ombord

Forventninger

SY Veronica er en ret rummelig båd sammenlignet med mange andre både, men generelt er der relativt lidt plads på en båd og sejler man, så er det svært at gå sin vej.


Derfor er det en god egenskab at være er socialt anlagt, god til at dele dine tanker hvis det er relevant for samspillet ombord, god til at rumme andre og deres forskelligheder.


Jeg plejer at sige at båden er en hippie-båd, i den forstand at vi lever som et kollektiv med alle de fordele og ulemper der er i et kollektiv, men vi behøver ikke nødvendigvis være langhårede, venstreorienterede eller synge :-)


Det betyder, at vi alle sejler på 'vores båd' og alle deles om de praktiske opgaver, der er ombord, madlavning, rengøring, vedligeholdelse af båden, til at tage rorvagten for sin søsyge makker, selvom man allerede har taget sin egen vagt og hellere vil sove. Tager man selv initiativ og deltager aktivt i stedet for at vente at man bliver bedt om det, så er det også en god egenskab.


Men der er også plads til privatliv og tid alene  - det er helt normalt og det finder man som regel også ud af, nogle lytter musik, ser film eller finder et ledigt hjørne på båden.  Når vi går i land er der mange der tager på udflugter, sightseeing, restaurantbesøg, cafeer osv. 

Der er plads til alle på S/Y Veronica, unge, gamle, familier med børn og mennesker med vidt forskellige baggrunde og kvalifikationer.  Du behøver ikke have nogen som helst forudsætninger for at sejle. Skipper vil efter bedste evne forsøge at sammensætte en harmonisk gruppe, uden der kan gives garanti for det. Uden der behøver gå fest i den, så kan alkohol nydes ombord - et glas rødvin, en øl eller en sundowner går fint til en solnedgang eller et spil kort - alt med måde. 


Tobaksrygning er tilladt udendørs i et omfang hvor der tages hensyn til alle øvrige ombord og evt gløder fra tobakken ikke kan risikere at gå i sejlene, på personer eller på anden måde være hverken til gene eller til fare.  


Alle former for stoffer, narkotika, hash eller lignende er øjeblikkelig bortvisningsgrund, det hænger sammen med at der bliver set meget alvorligt på dette ude i verden og det kan have alvorlige konsekvenser for selve båden, hvis den splittes ad af narkopoliti hvis en hund har fået færten af noget.   

Den daglige planlægning tages i fællesskab, skipper har naturligvis sidste ord, men meget besluttes uden at skipper nødvendigvis behøver give sit besyv med. Skipper tager beslutninger om sejladsen af hensyn til sikkerhed og komforten for deltagerne. 


Deltager du aktivt og har et åbent sind, kan rumme andre, så kan det blive en fantastisk oplevelse for alle.

 

Togter - tidsplaner

Flybilletter, forsikring, visum


Du skal selv finde flybilletter til din tur til og fra båden, vær opmærksom på at de sejladsmæssige tidsplaner kan ændre sig som følge af vind og vejr og uforudsete forhold, det er derfor fornuftigt hvis der lidt plads i kalenderen til det uforudsete.

Nogle lande beder om dokumentation for hvor man skal opholde sig og hvordan man udrejser fra landet igen, i den forbindelse kan vi sende dig en 'crew list' som dokumenterer hvor/hvornår du på/afmønstrer på båden, denne kan også benyttes til evt visumansøgning. Har du en søfartsbog som udstedes af Søfartsstyrelsen til alle (koster omkring 100 kr), så er det rigtigt godt, den hjælper i rigtig mange situationer.    


Det vil være klogt at have rejseforsikring og ulykkesforsikringer også, der er ikke forsikringer på båden som dækker dig i den forbindelse og vi har heller ikke mulighed for at lægge penge ud til læge eller hospitalsophold.   

 

Rengøring - vedligehold


Alle hjælper til med et eller andet ombord, nogle foretrækker at lave det ene fremfor det andet, hader man at gøre rent, så kan man bare tage en madtjans i stedet eller noget andet. Det finder vi ud af undervejs, blot du deltager i lige omfang som de andre, så alle bidrager nogenlunde ens. 


Der kan også være vedligeholdelse på båden som trænger sig på for at kunne fortsætte, selvom vi forsøger at  samle vedligeholdelse til når der er gode havne/værftsfaciliteter til det og der ikke er gaster ombord.


Ønsker du at deltage i vedligeholdelsen mens båden er på værft er køjepenge gratis mens det står på. 

Har du hænderne skruet godt på kan du 'optjene' yderligere dage ombord i bytte for arbejde, feks male, rense, slibe og lign. Tal med skipper hvis det er interessant for dig.



Sundhed - Hygiejne

Tøj, sengetøj, medicin

Da vi befinder os under varme himmelstrøg så er der ikke så store krav til hvad du medbringer af tøj. det kan være rigtigt rart for dig hvis du har hovedbeklædning som beskytter dig mod solen, sejlerhat, bøllehat eller lignende.  Ellers kan det være godt at have et regnsæt med, du behøver ikke egentligt 'sejlertøj' men har du noget du synes kunne være anvendeligt kan du naturligvis medbringe det. Man vænner sig hurtigt til varmen, når man opholder sig dagligt i 30 grader og det så bliver aften og temperaturen falder til måske 26 grader,

- uha - så synes man det er lidt koldt og får lyst til at tage en trøje på.

Der er vaskemaskine ombord. 

Foretrukne fodtøj ombord er som regel bare fødder, samt et par gummisko og så evt. let fodtøj til landgang. 

På grund af pladsen ombord er en kuffert virkelig upraktisk, hellere en vadsæk, blød taske, rygsæk eller lign.

Du skal forvente at afsætte ca. 1-2 kg af din bagage til ting/reservedele eller lign, som skal bringes til båden fra Danmark.

Der er sengetøj i alle køjer, det er lagen, pude, samt enten meget lette tæpper eller lagner, det er som regel så varmt at man kun kan sove behageligt med lagen om sig.  Du er også velkommen til at medbringe dit eget, hvis du hellere vil det.

Hvis du skal deltage på togter hvor der besøges lande som har krav om covid-19 vaccination skal du være fuldt covid-19 vaccineret, vi har ikke nogen holdning til covid19-vaccine, men det kan være forbundet med lang ventetid for at komme i land hvis det ikke kan dokumenteres og der skal corona-testes. Alle på båden skal så vente.

Bruger du medicin bør du undersøge om du skal have pillepas eller attest fra din læge.   

Med hensyn til personlig hygiejne forventer vi at du selv sørger for en rimelig standard, er du i tvivl så tag hellere et ekstra bad - havet er altid tilgængeligt, ellers er der håndbruser på dækket og bruser i badeværelset med varmt vand. (dog kan brusebad være rationeret i perioder, da det er drikkevand der anvendes)   


 

Økonomi

Køjepenge, betaling, aflysninger

Køjepenge er 150 kr. pr. døgn (efter 6 måneder 100 kr.)

Køjepengene dækker en køje naturligvis og så vedligeholdelse af båden, diverse omkostninger, slidtage på sejl , reparationer, bådforsikringer m.m. Dertil skal du regne med tilskud til mad/fælleskassen, se næste afsnit.
Der betales køjepenge ved tilmelding til et togt for den forventede periode.

Skal båden på planlagt værftsbesøg for reparationer og vedligeholdelse, hvor du deltager i klargøringen, er køjepenge gratis. 

Hvis du selv ønsker at afmønstre før et togt er afsluttet, refunderes køjepenge kun, hvis du finder en anden gast, som kan overtage pladsen og som kan godkendes af skipper.

Hvis du melder fra inden du er kommet med på togtet tilbagebetales køjepenge kun hvis det lykkes os at finde en anden gast der kan overtage pladsen. Du bør derfor være ret overbevist om at du kan deltage inden du tilmelder dig.

Hvis skipper beder dig om at afmønstre før tid tilbagebetales køjepengene fra den dag du afmønstrer til togtet afsluttes.

Er vi forsinket og du skal vente på vi kommer frem, så får du køjepenge retur for ventedagene.

 

Mad - fælleskassen

Diæter m.m

Vi splejser om al det løse såsom mad, drikkevarer, brændstof til gummibåd, diesel, havnepenge, indklareringsgebyrer, cruising permits,  m.m.

Det kan være svært at sætte beløb på, da det kan variere meget alt efter hvor i verden man er og efter de deltagendes ønsker. Regn med et beløb på mellem 75-125 kr pr. dag.

Ved hvert togts start lægger man et forventet beløb i fælleskassen og når kassen er tom så lægges der yderligere i kassen. Er der overskud efter togtet, så tilbagebetales det resterende beløb.

Har du har ønsker om en særlig diæt, som feks vegetar, veganer, pescetar eller lignende, så må du selv sørge for at opretholde det, vi tager ikke særlige hensyn i hverken fælleskassen eller indkøb, men den enkelte er velkommen til at holde sin egen diæt.

Skipper kan både lide at fiske og elsker at spise friskfanget fisk, men evnerne til at fange fisk står som regel ikke mål med fiskeambitionerne, så der er rigelig plads til al muligt andet, faktisk mest det andet.

  

Upraktiske ting 


Selvom vi har 220 volt i båden, køleskab, osv så er der ting som vi har erfaret er lidt upraktiske grundet størrelse, strømforbrug, som ikke tåler miljøet i båden eller lign, så kan du undvære følgende ting ( ikke et krav) så kan det være en god ide at lade det blive hjemme:


Laptops

Store powerbanks

Store drikkedunke ( over 33 cl)

Løst og fast

om lidt af hvert

At være gast

At sejle med som gast er ikke en charterferie eller pakkerejse - din holdning og indsats er afgørende for at turen bliver en succes, Du behøver ikke at have sejlet før, det lærer du undervejs, vigtigst er at du ønsker at deltage aktivt.

Til gengæld vil du kunne få mange fantastiske oplevelser på fjerne og utilgængelige steder, hvor ingen charterrejser kommer. 


Mad ombord

Er man på langfart er der under sejladsen ikke noget supermarked i nærheden.

Et friskbagt brød, eller en friskfanget fisk, bliver derfor pludselig guld værd.  Skipper er verdensmester i rugbrød ( i tæt samarbejde med Rema 1000 færdigblandinger) men du må gerne udfordre titlen og er du aktiv i kabyssen og er den der slår et brød op ind i mellem, så bliver du hurtigt populær.  


Pirateri og risikoområder


Vi sejler ikke hvor der er advarsler om pirateri eller andet lignende. Vi skal igennem Aden bugten på et tidspunkt, som for mange år siden var et 'yndet' og kendt piratområde - det er det ikke længere og har ikke været det i mange år.

1 januar 2023 er området taget af de officielle lister for piratområder. 

De sidste mange år har der sejlet tusindvis af lystsejlere gennem Aden-bugten og Rødehavet. 

I 2024 er der så igen uro i Rødehavet, hvis ikke det ændrer sig inden vi kommer dertil sejler vi en anden vej rundt om Afrika og tager et år mere.

Dykning /snorkling

Vi er ikke en specialiseret dykkerbåd, vi har dykkerkompressor ombord, (ret upålidelig ) og dykkerflasker og en smule udstyr, som vi ikke praler med.

Hvis du forventer at dykke med flasker, så tjek med skipper inden hvad der er af tilgængeligt udstyr.

Snorkling og fridyk er naturligvis altid muligt.

Er du virksomhedsejer og har lyst at sponsorere en ny kompressor eller grej, så skal du ikke holde dig tilbage. Du får både dit logo og fin omtale om det her.


Internet - Wifi - Mobildækning

Den korte version ; der er ikke dækning på havet.

Der skal ikke sejles i mange timer, før mobildækningen forsvinder, det samme gør internettet og der er ikke wifi ombord.

For mange kan det være en angstprovokerende oplevelse ikke at være i kontakt med Facebook, messenger, whatsApp osv., men den gode nyhed er at vi har talrige eksempler på at mennesker har overlevet i lange perioder uden internet og mobildækning.  Og der er endda dem som har oplevet det som en lettelse, tro det eller lad være.  I den store verden er der nogle der kalder det "Digital detox" 

I land er der som regel altid en cafe med wifi, eller et billigt sim-kort med data man kan købe, hvis det er for dyrt at bruge sit eget.